Thomas Kristensen Photography

48 kilo på et år, Janni

”Affæren” med Benny

Om mig:

Jeg er 36 år, gift og har 2 fantastiske piger på 6 og 8 år.

Til daglig arbejder jeg som leder af en daginstitution.

Jeg har været overvægtig i det meste af mit voksenliv – da jeg var ung og lækker (og tyngdekraften var noget andet end den er i dag) spillede jeg håndbold og var i rigtig god fysisk form.

Jeg har i skrivende stund tabt 37 kg siden februar 2010.

Min motivation for at skulle tabe mig – har ikke været forfængelighed, men derimod lyst til at komme i god fysisk form (at man så også taber sig er jo en fantastisk bivirkning).

Jeg gik rundt og var MEGA-misundelig på alle de folk jeg så løbe omkring mig og som er i god fysisk form – sådan ville jeg også være igen.

Beslutningen om personlig træner:

Det kan måske lyde arrogant, men det sværeste ved mit vægttab og nye livsstil har ikke været træningen og det at omlægge min kost. Det sværeste har været at turde ta’ beslutningen om, at nu skulle der ske noget i mit liv.

Efter at have læst Hvidovre avis i november 2009, hvor der var en artikel med Lone, der havde tabt sig med personlig træner, tænkte jeg ”det er det jeg skal – jeg skal i god fysisk form”.

Så jeg træf beslutningen i november, men ville ikke gå i gang lige op til jul, så der gik alligevel noget tid fra jeg traf beslutningen til jeg kom i gang.

Da jeg endelig tog mig sammen til at komme op i centeret blev jeg mødt af det sødeste personale i skranken (stor tak), der slet ikke så skævt til at jeg var svært overvægtigt – tværtimod.

Her fik jeg en aftale med Benny, som jeg skulle mødes med en uges tid efter. Den uge blev brugt til at spekulere over, hvor jeg kunne købe træningstøj i min størrelse.

Træningen:

Jeg mødte første gang Benny i starten af februar, hvor vi havde en samtale om, hvad jeg forventede og ville. Mit største mål var at kunne løbe DHL samme år (jeg løb DHL den 30/8 2010 i tiden 31:11)………

Vores første træningsgang sammen havde vi halvanden uge efter.

De første gange jeg trænede i centret var Benny ved min side – trygt og rart.

Efter nogle gange aftalte vi, at jeg skulle træne med Benny én gang om ugen, være til spinning én gang om ugen og så skulle jeg selv træne kondition- og styrketræningen én gang om ugen.

Min første spinningstime gik rigtig godt, jeg fik en god vejledning af instruktøren, de andre deltagere i timen smilede til mig og var venlige og efter timen blev jeg spurgt om, hvordan jeg synes det havde været af instruktøren og en deltagere sagde, at jeg skulle huske, at man skulle prøve spinning nogle gange inden man opgav det.

Småting – men som betyder alverden for en overvægtig, der er total på udebane i et motionscenter.

Jeg husker ligeledes tydeligt min første dag på ”egen hånd” i centret. Benny havde lagt et program for mig på både motions- og styrketræningsmaskinerne. I en af øvelserne skulle jeg løfte vægte over hoved…………så der stod jeg foran spejlvæggen sammen med alle de flotte, store stærke mænd, der jonglerede rundt med diverse vægte ;-)………jeg skulle bruge de mindste vægte (1 kg), de ligner tændstikker og jeg kunne dårligt løfte dem op over hovedet uden at mine ben skælvede……… så jeg stod og var ved at dø over, at jeg ikke kunne løfte tændstikkerne, imedens der stod mænd og løftede vægte der vel vejede det samme som mig (eller det halve af mig ;-))….. – men jeg gjorde det og i dag er jeg blevet stærkere og kan løfte noget mere, så jeg falder ikke helt igennem, selvom jeg aldrig kommer til at elske vægtene.

Benny har betydet alt for mig i denne kamp. Uden hans indspark og gode råd var jeg ikke nået så langt på så kort tid.

Når jeg laver en aftale med Benny så holder jeg den. Selvfølgelig mest for min egen skyld, men også fordi jeg ikke vil skuffe Benny (tror nu ikke, at han ville blive skuffet – men det er en motivationsfaktor for mig, at jeg har en aftale om at skulle træne noget inden vi ses igen).

Jeg er født med et stort konkurrencegen – og det har hjulpet mig til at holde fokus og til at kunne give den en ekstra skalle, når jeg har trænet med Benny. Vil ikke give op – heller ikke, når det gør ondt og er svært………har dog været ude for, at jeg fysisk ikke har været stærk nok.

Muskler i kroppen:

Der er ikke gået en eneste gang, hvor jeg har været sammen med Benny uden at jeg har haft ondt på den fede måde et par dage eller 3 efter. Jeg har opdaget muskelgrupper jeg slet ikke var klar over fandtes.

Det var også en stor opdagelse for mig en dag, hvor jeg spændte mine armmuskler og man kunne se det. Før jeg startede kunne jeg spænde mine armmuskler og man kunne intet se og mærke……som min yngste datter sagde, når jeg spændte mine armmuskler: ”Mor, hvorfor er du helt blød?”.

Min mand synes det er blevet meget nemmere, når der skal flyttes rundt på møbler derhjemme – nu kan jeg rent faktisk hjælpe til og ikke bare være i vejen med gode råd.

Spejlbillede:

Selvom jeg har tabt mig (i skrivende stund 37 kg) meget, så er hoved ikke fuldt med. Jeg bliver overrasket over at se billeder af mig selv – jeg er jo næsten tynd……..

Jeg var i Ikea og gik forbi et spejl – og måtte lige tilbage igen for var det mig, der var der……..??

Når jeg købet nyt tøj (har skiftet garderobe et par gange undervejs) så kan jeg slet ikke finde ud af at finde den størrelse der passer, kommer altid ind i prøverummet med noget der er for stort.

Men det kommer jo nok på et tidspunkt 🙂

Energiniveau før og nu:

Jeg har aldrig nogensinde syntes, at jeg var lad – men jeg har en helt anden energi nu. Det er sket, at jeg har ryddet op hjemme i kælderen fordi jeg havde lyst………….

Jeg kan nu følges med nogen på cykel og føre en normal samtale uden at blive forpustet eller sakke bagud – tværtimod kan jeg synes andre cykler langsomt.

Førhen når jeg ryddede op derhjemme lagde jeg altid de ting på trappen, der skulle op på første sal og så kunne jeg tage dem ved en senere lejlighed (eller endnu bedre, jeg kunne håbe min mand gik op med det, så jeg kunne være fri).

I dag ligger jeg – stort set altid – tingene på plads med det samme.

Derudover kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst spiste en panodil – jeg har aldrig hovedpine og har ikke haft menstruationssmerter siden jeg startede med at træne 🙂

At bestemme i sit eget liv:

En af de vigtigste pointer for mig er, at det er mig, der træffer beslutninger for mit liv. Der er kun én person, der bestemmer, hvad der skal ske med mig – og det er mig selv.

Så når jeg lever sundt og er i god form, så er det mine valg for mig selv – og ikke nogen andres.

Da jeg levede usundt og spiste slik og kager til enhver given lejlighed, så var det mine valg og ikke nogen andres.

Det gælder om at være herre i sit eget liv – der er ingen andre, der tvinger dig til at leve dit liv som du gør, du har altid et andet valg.
Tyngdekraften bliver aldrig min bedste ven, men jeg er nået til den erkendelse, at jeg er 36 år, jeg har født 2 fantastiske børn og jeg har været svært overvægtig og det har sat sine spor på min krop – og det er jo i bund og grund fantastisk 🙂

Janni
Janni førSommeren 2009,Vægten var steget yderligere inden februar 2010

Janni efter11. oktober 2010, Vægten er faldet yderligere 9 kilo, siden dette billede.

* Der er ikke garanti for bestemte resultater og resultaterne kan variere.